Joe sad endnu engang og stirrede på skærmen. Det kriblede i de ungdommelige fingre, der kunne skrive en roman på få minutter. Der var så mange ting man kunne skrive om, så mange spændende, sjove og interessante ting. Man kunne skrive flere hundrede indlæg om én lille ting, men alligevel sendte hjernen ingen besked om at skrive noget. Det var altid de første ord der var de værste, og da de var på plads, var det oftest let at komme videre. Men da Joe havde oprettet indlægget uden videre tanke på, hvad hun egentlig ville sige, eller skrive om man vil, var det ikke lige nemt at skrive indlægget. Hun kunne fortælle om endnu et informations møde af en art, som hun igen ikke kunne komme med til, fordi hendes forældre arbejdede, og hendes bror på 10 ikke kunne være alene hjemme en aften. Hun kunne også skrive om den kvalme der lå lige under overfladen, hun fik af at tænke på det kæmpe pitabrød med kebab og dressing hun lige havde spist. Eller de Nachos igår, eller burgeren forleden. Engang var det fedt stort set altid at få købemad, men det kunne også tage overhånd. Hun gik jo til fitness, men hun havde fået tildens til at udskyde det, hvilket ikke gjorde noget godt for hendes krop. Hvis ikke det var fordi hun havde et ufattelig højt basalstofskifte, ville hun sikkert være for stor til hendes store hyggesweater.
Men Joe havde egentlig noget andet i tankerne. Noget utrolig nervepirrende. Noget der kunne gøre forskel på det næste halve år, hun kunne pludselig skulle studere japansk igen, og lære hele sproget, eller bare blive nødt til at forbedre sig i engelsk? Det hele lå jo sådan, at hun ikke vidste i hvilket land hun skulle tilbringe hele næste år. De tre store muligheder var; USA, Australien og Japan. Hun ville hjertensgerne alle tre steder hen, og kunne ikke gøre andet end at vente på d. 1. februar, hvor hun forhåbentlig ville få landet af vide. Men ligegyldigt hvor meget hun elskede Rotary, kunne hun ikke lægge skjul på, at de allerede havde ændret tidspunktet for offentliggørelsen flere gange. Men helt ærligt? Skulle hun tilbringe hele næste år med skoleuniform, templer og utrolig anderledes kultur i Japan? Ned til det overroste og fantastiske Australien? Eller opføre hendes egen "High school Musical" eller "Mean girls" i USA? Det var alligevel tre store spørgsmål, der tirrede dybt i maven. Selv når der var andet i tanken, kunne den lille klump i maven stadig mærkes, den forsvandt ikke og den var ikke til at undgå. Den lå hele tiden skjult lige under overfladen. Hvor sidder hun efter sommerferien?
Joe sad endnu engang og stirrede på skærmen. Det kriblede i de ungdommelige fingre, der kunne skrive en roman på få minutter. Der var så mange ting man kunne skrive om, så mange spændende, sjove og interessante ting. Man kunne skrive flere hundrede indlæg om én lille ting, men alligevel sendte hjernen ingen besked om at skrive noget. Det var altid de første ord der var de værste, og da de var på plads, var det oftest let at komme videre. Men da Joe havde oprettet indlægget uden videre tanke på, hvad hun egentlig ville sige, eller skrive om man vil, var det ikke lige nemt at skrive indlægget. Hun kunne fortælle om endnu et informations møde af en art, som hun igen ikke kunne komme med til, fordi hendes forældre arbejdede, og hendes bror på 10 ikke kunne være alene hjemme en aften. Hun kunne også skrive om den kvalme der lå lige under overfladen, hun fik af at tænke på det kæmpe pitabrød med kebab og dressing hun lige havde spist. Eller de Nachos igår, eller burgeren forleden. Engang var det fedt stort set altid at få købemad, men det kunne også tage overhånd. Hun gik jo til fitness, men hun havde fået tildens til at udskyde det, hvilket ikke gjorde noget godt for hendes krop. Hvis ikke det var fordi hun havde et ufattelig højt basalstofskifte, ville hun sikkert være for stor til hendes store hyggesweater. 
Men Joe havde egentlig noget andet i tankerne. Noget utrolig nervepirrende. Noget der kunne gøre forskel på det næste halve år, hun kunne pludselig skulle studere japansk igen, og lære hele sproget, eller bare blive nødt til at forbedre sig i engelsk? Det hele lå jo sådan, at hun ikke vidste i hvilket land hun skulle tilbringe hele næste år. De tre store muligheder var; USA, Australien og Japan. Hun ville hjertensgerne alle tre steder hen, og kunne ikke gøre andet end at vente på d. 1. februar, hvor hun forhåbentlig ville få landet af vide. Men ligegyldigt hvor meget hun elskede Rotary, kunne hun ikke lægge skjul på, at de allerede havde ændret tidspunktet for offentliggørelsen flere gange. Men helt ærligt? Skulle hun tilbringe hele næste år med skoleuniform, templer og utrolig anderledes kultur i Japan? Ned til det overroste og fantastiske Australien? Eller opføre hendes egen "High school Musical" eller "Mean girls" i USA? Det var alligevel tre store spørgsmål, der tirrede dybt i maven. Selv når der var andet i tanken, kunne den lille klump i maven stadig mærkes, den forsvandt ikke og den var ikke til at undgå. Den lå hele tiden skjult lige under overfladen. Hvor sidder hun efter sommerferien?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar